Hver bærer sin byrde
En mand kontaktede mig, da han havde fået konstateret prostatakræft. Prognosen for hans liv var ikke god, hvilket naturligvis påvirkede ham meget. Men sværest for ham var, at hans kone var røget ind i en voldsom krise pga. hans sygdom. Hun var desperat og helt ude af den ved tanken om, at hun skulle miste ham og være alenemor med to børn på 4 og 6 år. Han var holdt op med at fortælle om sin egen angst for fremtiden og døden, da det altid udløste kraftige reaktioner hos konen. Nu havde han brug for, at vende det med en udestående og kontaktede derfor mig.
Som han selv formulerede det, ønskede han ro omkring sig, så han kunne forholde sig til alt det, der skete inde i ham. Han kunne simpelthen ikke rumme, at skulle tage sig af sin kone. Han ønskede imidlertid ikke, at rejse væk fra hverken hende og børnene.
Efter vores indledende snak trak jeg en stol hen foran ham og bad ham forestille sig, at hans kone sad foran ham. Mere behøvede jeg ikke at sige, før han afværgende tog hænderne op foran sig og drejede sig væk. ”Åh, det er ikke rart” røg det ud af ham. ”Se om du kan mærke, hvad der sker med dig, når du som her er sammen med din kone”, spurgte jeg ham. Han fortalte, at han følte sig presset og oplevede, at hun hele tiden krævede hans opmærksomhed. Jeg trak stolen lidt væk og han blev tydelig lettet. ”Åh det er bedre” sagde han. Jeg viklede mit tørklæde af halsen og lagde det på gulvet og sagde, at jeg lige lave en afgrænsning mellem ham og hans kone. ”Det er endnu bedre” sagde han. ”Men jeg får også dårlig samvittighed, for hun har brug for mig”.
Vi snakkede herefter om hvad der var hans ansvar, hvad der hørte til hos hans kone, samt hvad han reelt kunne gøre for hende. Han blev eftertænksom, da det gik op for ham, at hans måde at takle sin kones krise på mindende om hvordan han i sin barndom skulle tage sig af sin mor. Hans far havde forladt familien, da han var lille og han blev ”mors lille mand”. Som barn spurgte hans mor aldrig om, hvordan han havde det. Alting handlede om hans mor, som ofte var ked af det og græd. Hans opgave blev at trøste hende.
”Det er selvfølgelig meget svært for din kone, at du er blevet syg, men du kan ikke tage hendes smerte fra hende” sagde jeg. For at tydeliggøre det, lagde jeg en halvtung rund strandsten i hans skød. ”Denne sten symboliserer, at du ikke kan tage hendes udfordringer fra hende, selv om du gerne vil eller føler, at du skal. Hvis du forsøger, taget du dig ikke af dit eget”.
”Puha, det giver meget mening” svarede han, mens han kikkede ned på stenen. ”Må jeg ligge den over til hende?” Jeg bad ham vente et øjeblik, så det blev endnu mere tydeligt for ham, hvad det gjorde ved ham, at skulle rumme både egen og kones kones byrde. ”Mærk hvordan det er for dig, at lægge byrden over til din kone”.
Resten af sessionen snakkede vi om, hvordan denne lille proces helt konkret kunne tages med ud af terapilokalet. Da han kom igen ugen efter fortalte han, at det havde været lettere for ham. Det var som om han var blevet bedre til at lytte til hende og være med hende, men samtidig fik fortalt, at det var begrænset, hvad han kunne gøre. Han havde opdaget, at han ”bare skulle være med hende og ikke løse det for hende”, som han selv udtrykte det.