Crying statue

Hvil i fred far og mor

Jeg blev meget berørt, da jeg for nogle år siden lyttede til en ung klients historie. Hun havde mistet begge sine forældre i en frygtelig bilulykke ca.10 år før og sloges nu med ensomhed og en tiltagende oplevelse af meningsløshed. Hun var blot 9 år gammel da det skete. Hun var ikke selv i bilen og fik aldrig taget afsked med sine forældre. Hun havde nu en sød kæreste og på mange måder fungerede hendes liv godt, men hun blev med kortere og kortere mellemrum overvældet af et stort savn og en dyb sorg. Der gik da heller ikke lang tid før tårerne brød igennem og hun græd stille. Smerten i hendes ansigt rørte mig dybt. Hun kikkede op på mig med bedende øjne og spurgte om jeg kunne hjælpe hende med sorgen. Ord var slet ikke nødvendige her… jeg kikkede på hende og vi havde et kort men meget dyb ordløst møde. Stilheden talte og hun mærkede, at jeg ville støtte hende i smerten.

Efter at havde siddet sammen i stilhed sagde jeg noget, som måske lyder fjollet, men som gav så uendelig meget mening i lige netop denne situation: “Selv om dine forældre er døde er de stadig din far om mor og de lever i dit hjerte”. Hun kikkede op på mig og det var som om et lille lys blev tændt i hendes øjne. Jeg fortsatte: “De lever videre i dig… Når du ser dig i spejlet, kan du se dem og hvis du smiler, smiler de tilbage til dig”.

I Familieopstilling gør man temaer håndgribelige, også når det som her gælder smertelige oplevelse. Jeg tog derfor et par stykker farvet filt, som jeg har liggende i min praksis, og lagde et stykke på hver af hendes skuldre. “De er så tæt på dig, som disse stykker filt”, sagde jeg. Hun tøvede ikke et sekund, men lagde straks sine hænder på hver af filtstykkerne og trak dem inderligt ned mod sit hjerte. “Kan du mærke det?” spurgte jeg og hun nikkede. Igen sad vi bare stille, mens hun pressede filtstykkerne ind mod sit hjerte. “Er der noget du gerne vil sige til dem eller som du gerne vil have, at de ved” spurgte jeg forsigtigt. “De skal vide, at jeg elsker dem og savner dem” sagde hun og begyndte igen at græde. “Men det er godt at mærke dem” sagde hun efterfølgende. “Det er som om de er her”.

Vores samtale forløb herefter helt afdæmpet, mens vi bevægede os ind og ud af dialogen mellem hende og mig, eller hende og forældrene. Hun ville gerne have filtstykkerne med hjem og det fik hun selvfølgelig. De efterfølgende gange vi mødtes fortalte hun, hvordan hun sov med dem om natten og altid havde dem på sig. Efter et par måneder var hun dog klar til at give slip på dem. Nu ligger de i en skuffe hjemme hos hende, som hun i ny og næ trækker ud.
I processen med min unge klient, som varede et lille års tid, var det tydeligt at se og mærke, at noget i hende lettede og at den meget konkrete måde at bearbejde sorgen på virkede godt for hende.

Det er efterhånden nogle år siden jeg sidst så hende, men hun sender mig af og til en hilsen. Det er dejligt, for hun berørte mig dybt. Ikke mindst fordi jeg selv kender sorgen, da min far også døde alt for tidligt i mit liv.

Hun har i øvrigt selv sagt til mig, at jeg skulle skrive lidt om hendes historie, da hun har oplevet hvordan andre unge slås med sorgen ved tab.